Gør nytårsaften til en fest - også for din hund

Nytårsaften: pas godt på hunden!

Nytårsaften er ikke altid en god oplevelse, når man er hund.

Fyrværkeri, skrål og larm er alle ingredienser, i hvad de fleste synes, er en god fest.

Hunde er ikke helt af den samme opfattelse. Især fyrværkeri er en stor udfordring i dagene omkring nytårsaften. Jeg har samlet et par fifs, der forhåbentlig kan få jer godt gennem aftenen. 

Nytår kan trænes

Nytår er heldigvis noget, vi kun skal ‘igennem’ en gang om året.

Derfor kan det føles som noget, der enten ikke er værd at gøre ind indsats for. Eller er svært at forberede sig på. For træningssituationerne kan være svære at genskabe. 

Alt for mange hunde bliver hvert år medicineret, fordi de bliver gennemgribende angste i tiden omkring nytår. Det er synd for alle parter, både hunde og ejere, når hunden har det så skidt. Derfor er der også mange, der foregriber begivenhedernes gang og helt fortrækker fra byer og tætbeboede områder i tiden omkring nytår. 

 Heldigvis er vi i Danmark nu nede på, at det kun er lovligt at affyre fyrværkeri i perioden 27. december til 1. januar. Og da fyrværkeri fortrinsvis er sjovt at se på, når mørket er faldet på, er der som regel relativ ro på i dagstimerne de fleste steder. Men der vil altid være en risiko for, at der er unge mennesker uden de store evner til konsekvensberegning på færde. 

Sørg derfor for ALTID at have hunden i snor i denne periode. Også hvis den luftes i haven. Og uanset hvor lydig og stærk i indkald den måtte være. 

Det gælder også selvom hunden ikke er bange for fyrværkeri. Et pludseligt, højt brag der kommer lidt for tæt, kan forskrække de fleste. Og da vores domesticerede hunde har en tendens til en umiddelbar flugtreaktion, er det en dum og unødvendig risiko at løbe. 

 

Kom godt i gang med nytårstræning

Jo bedre tid man er i, jo større chance for et godt resultat. Men det er aldrig for sent at gå i gang. 

Det, der ofte gør hundene utrygge ved fyrværkeri, er de ukendte lyde, lysglimtende samt den uforudsigelige rytme i både lys- og lydbillede.

Den lettest tilgængelige måde at træne på, er såkaldt desensitivering. Altså at hunden så at sige vaccineres følelsesmæssigt, ved at blive udsat for lyden af fyrværkeri i større og større doser. Det kan nemt trænes hjemme med brug af en lydfil, der afspiller fyrværkeri-lyde. 

Start med at høre det på lav volumen, mens I ufortrødent fortsætter med diverse dagligdags gøremål. Og uden at gøre større væsen af det. Hvis hunden ikke reagerer, kan man øge lydstyrken. Og sådan går man langsomt frem skridt-for-skridt. Et nøk op for lyden, når hunden er helt afslappet og ikke reagerer på det, der bliver afspillet. 

Har man en skydebane i nærheden, er det oplagt som studietur. Her kommer også lidt duft af krudt på oplevelsen. Start træningen ud med god afstand til skydebanen. Gå mod lyden og hvis hunden på et tidspunkt begynder at reagere med utryghed, så stop op her og lav et par øvelser, som hunden kender godt.

Utrygheden vil ofte ses som at hunden er overdrevet opmærksom på hvor lyden kommer fra, og har svært ved at løsrive sig. Hvis den ellers madglade hund ikke er det mindste interesseret i godbidder, er det også et tydeligt signal på, at den pinger helt ud på stress-barometeret. Det perfekte sted at befinde sig i en træning som dette, er midt mellem ligegyldighed og almindelig opmærksomhed. 

Hunden må meget gerne notere sig, at der foregår noget. Men den skal være i stand til at koncentrere sig fuldt ud om det, du beder den om.

På selve nytårsaften

En træt hund er nøglen til en god nytårsaften.

De lyser timer er udetid

Sæt en håndfuld timer af til en god lang gåtur, hvor hunden har mulighed for både at få brugt sin fysik og blive stimuleret mentalt. Selv holder jeg meget af en tur i skoven, hvor hunden har rig mulighed for at bruge sin lugtesans. Lav også gerne nogle stop, hvor hunden enten kan lave lidt fodersøg (eks. tørfoder spredt på jorden eller gemt i bark og under blade) eller hvor I kan øve balancen ved at gå på træstammer eller lignende. 

Naturstyrelsen har på deres hjemmeside en liste over, hvor du kan finde en hundeskov. Siden hundeskovene.dk har også en liste, der på nogle punkter ser ud til at adskille sig fra Naturstyrelsens. 

En tur på stranden er absolut også dejlig. Og nogle steder i landet er det muligt at slå to fluer med et smæk, så man både får en tur i skov og på strand i samme ombæring. Det er tilladt at gå med hunden løs på de fleste danske strande i perioden 1.10-31.3. Dog kan der være visse undtagelser, og så vil det naturligvis altid være den lokale skiltning, der skal følges.

Husk dog, at hunden ikke altid har en forståelse af, om det er for koldt at bade. En våd hund kan blive alt, alt for kold, hvis den ikke straks efter endt badetur bliver tørret og kommer i en varm bil. Og især for tæver er der en risiko for underlivsbetændelse. Primært hvis de bader, mens de er i løbetid. 

Når det for alvor går løs

Allerede når mørket falder på, begynder de første at skyde fyrværkeri af. Derfor er det en god idé at hundeluftning begrænses resten af aftenen. 

I tidsrummet omkring kl. 18 – midt mellem Dronningens nytårstale og nytårsmiddagen – er der som regel ganske stille på gader og stræder. Her kan det være en god idé at tage en hurtig tissetur, hvis det skønnes nødvendigt. 

Når midnat nærmer sig, plejer vi at have lys i det meste af hjemmet, gardinerne trukket ned og fjernsynet tændt. Lyden fra fjernsynet drukner de fleste brag, mens lys og manglende udsyn udvisker de mange lysglimt. 

Giv gerne hunden noget godt at tygge på, så den har det at koncentrere sig om. Vi Med Poter, har et bredt sortiment af gode, spændende og velsmagende ting til hunden. Alle prøvesmagt af ejeren Betinas egne hunde. Blandt andet den sødeste springer spaniel Pepsi, der er fra vores 2016 kuld. 

Og vigtigt at huske: lad aldrig hunden være alene hjemme nytårsaften, hvis man er et sted, hvor der affyres fyrværkeri i hvilken som helst form. 

I og med vi bor et sted, der gennem årene er gået hen og blevet noget nær epicentret hvor krudtgale københavnere fra nær og fjern samles, fortsætter festen længe efter midnat. Derfor bliver aftenens sidste – korte – luftetur omkring kl. 3 om natten.

Er man ikke natteravn, kan man i stedet sætte vækkeuret ekstra tidligt til dagen derpå, og komme ud på en ordentlig tur da. 

Hvis hunden reagerer

Skulle hunden, mod forventning, blive påvirket af alt det ukendte, er det vigtigt IKKE at ynke hunden.

Alle former for pylren vil blot forstærke hunden i sin opfattelse af, at der er noget om snakken; Der er grund til at være nervøs. Du skal i stedet fremstå som den rolige leder, der har styr på tingene og som man som hund trygt kan læne sig op ad. 

Find et sted i hjemmet hvor der er mere ro. Tag hunden med op i sofaen eller sengen (også selvom den ikke må til dagligt), og sid og se en film med hånden hvilende på hunden. 

Hvis det ikke giver nok ro, kan det være nødvendigt at fortrække til badeværelset. Især hvis det er af den slags, hvor der ikke er vinduer og det er placeret roligt midt i hjemmet. Så må aftenen tilbringes med en film på computeren i picnic-stil på gulvet. 

Hovedfokus nytårsaften skal være på, at hunden er i balance og får en god oplevelse. Især første gang den skal fejre et nyt års begyndelse.