Der er mening med galskaben, når hunde udstilles. Det handler ikke bare om at vinde rosetter og pokaler, men er en vurdering af det igangværende avlsarbejde indenfor racen.
For hver race findes en skrevet racestandard, der beskriver, hvordan den skal være konstrueret for bedst at kunne udfylde den rolle, den er avlet til. Det nytter eksempelvis ikke for en springer at have en lang hals, der gør det svært at bære tungt vildt som eksempelvis en hare. Modsat vil en kort hals betyde, at hunden skal ”gå ned i knæ”, hver gang den skal samle vildt op og dermed slide unødigt på fysikken.
Lad os tage et hurtigt gennemløb af udvalgte afsnit fra racestandarden:
Helhedsindtryk
” Harmonisk bygget, kompakt, stærk, munter og aktiv. Den mest højbenede af alle de engelske land-spaniels. Dens bygning udstråler fart.”
Springeren skal kunne klare en hel dag på jagt, hvor den skal dække terrænet uden at bruge unødig meget energi. Den skal arbejde hurtigt og effektivt, og derfor skal den ikke være for stor og tung. Det kræver immervæk mere energi at flytte rundt på flere kilo. Uanset om de kilo kommer fra fedt, knogler eller muskler.
Temperament
”Venligt gemyt, der er let at træne. Skyhed eller aggressivitet er absolut uønsket.”
Jeg har nævnt det i afsnittet om springeren som jagthund; På jagt skal springeren kunne arbejde i tæt samarbejde med andre hunde. Også i stressende situationer, som det kan ses under en jagt. Det stiller store krav til hundenes temperament.
Hoved
”Næseparti af passende længde med veludviklede næsebor” og ”stærke kæber med perfekt, regelmæssigt og komplet saksebid”.
Det kræver styrke at kunne apportere vildt. Især det større vildt som hare og gås. Derfor skal næsepartiet have en længde og med et saksebid, der giver hunden et ordentligt greb om vildtet.
Fysisk arbejde kræver også noget af åndedrættet og derfor skal næseborene give rigelig plads til fri luftpassage.
Øjne
”Øjenrandene er tætsluttende, så blinkhinden ikke ses.”
En jagthund okser gennem krat, græs og vand, og så er hængende øjenlåg altså ikke særligt effektive til at holde skidt og snavs ude af øjnene.
Ører
”…ligger ret tæt ind til hovedet og er ansat i højde med øjnene. Smukt behængt.”
Springerens hængende ører danner en form for ”lukket rum”, når hunden bruger sin næse. I stedet for at duftsporer suser forbi, når de hvirvles op af den arbejdende hunds åndedræt, bliver de omkring næsen, hvor duften også intensiveres.
Ordet ”behæng” tolkes af nogle som værende lig ”meget pels”. Den tolkning er jeg personligt ikke enig i; Behænget skal sikre, at ørerne ikke rives til blods, når hunden arbejder i tjørn og lignende. Men for meget pels vil modsat betyde forøget risiko for, at hunden ligefrem hænger fast.
Hals
”Af god længde, stærk og muskuløs, uden løs halshud. Den er let buet og bliver gradvis smallere mod hovedet.”
Her er punktet, jeg lagde ud med. En stærk hals, der hverken er for lang eller kort, gør springeren i stand til at bære på tungt bytte, uden det resulterer i nakkesmerter og unødigt slid på hunden.
Krop
”Kraftig, hverken for lang eller for kort”
Er kroppen for lang, bliver ryggen svag og for at hunden skal kunne arbejde energimæssigt optimalt og virke harmonisk, vil den lange hund være udstyret med overvinklede lemmer, der heller ikke er gavnligt for hunden.
Er kroppen modsat for kort, vil hunden have en tendens til at bevæge sig ’trippende’ og dermed er hunden ikke i stand til at dække et terræn effektivt og med mindst muligt energiforbrug.
Bryst
”Dybt og veludviklet med godt hvælvede ribben.”
Der skal være god plads til lunger og hjerte, sådan at blodet iltes optimalt på en lang jagtdag.
Standarden fortæller også, at springeren skal være moderat vinklet i knæ og haser, have godt tilbagelagte skuldre, albuer der slutter tæt til kroppen samt brede, muskuløse og veludviklede lår. Et ord der går igen er ”moderat”, for nok er gode vinkler med til at sikre effektive bevægelser og fungerer som en form for ’støddæmpere’, men er hunden for vinklet, vil det have effekt på andre dele af konstruktionen og kan eksempelvis lægge for stort et pres på hoften.
Ja, der er en mening med, hvorfor vi tager på udstilling med hundene. At få en objektiv kritik af ens avlsarbejde kan være med til at sætte fokus på en fejl, men ellers er blevet blind for.
Desværre er mængden af udstillinger voldsomt forøget, og dermed oplever man oftere og oftere, at racen bedømmes af en dommer, der ikke har den store forståelse for hverken racen, dens funktion og dens arbejdsområde.
Det gælder for både dommere og udstillere, at standard og kritik til tider læses som Fanden læser Biblen. Derfor er det stadig opdrætternes ansvar at sikre, at der ikke bare avles til udstillingsringen, men at fokus er på at avle sunde individer, der kan bruges som det oprindeligt var tiltænkt.