En hvalp fra Avida

Dedikeret stueopdræt

Hvis du har besluttet dig for, at en engelsk springer spaniel hvalp er din næste hund, er du kommet til det rigtige sted.

Det er ikke nødvendigvis her hos os, du vælger at købe din kommende hvalp. Uanset hvad håber jeg, at hjemmesiden her kan gøre dig klogere på, hvad du ønsker dig af din kommende opdrætter og hvilken opvækst, du gerne ser, din hvalp har fået.

Da vi bor i lejlighed midt i København, er det en selvfølge, at hvalpene er tæt sammen med familien gennem hele opvæksten. Derfor bryster vi os gerne af titlen som stueopdrættere. 

Samtidig gør vores adresse det utroligt nemt for os socialisere hvalpene. En springer hvalp opvokset her hos, lader sig mærke af verdens virvar og tager livet med ophøjet ro.

sovende hvalpe
7 styk engelsk springer spaniel hvalpe tager en lur på mor Tinkas pude i stuen.

Det at købe hvalp er en tillidssag. Og det går begge veje.

Som hvalpekøber skal du føle dig tryg ved, at en hvalp fra os har fået den bedst mulige start på livet. Modsat vil jeg vide mig sikker på, at hvalpen bliver en del af en familie, hvor der er tid til og forståelse for, hvad en springer har brug for.

Mavefornemmelsen skal være rigtig. Hos alle parter.

Nedenfor har jeg samlet information og svar på de spørgsmål, der oftest dukker op, når man har besluttet sig for at blive ejer af en engelsk springer spaniel. 

Hvad Forventes af avida hvalpekøbere?

Der er ingen krav til eller forventninger om, at du skal være aktiv jæger eller have en brændende interesse for at gå på udstilling. Du behøver heller ikke drømme om at blive den bedste indenfor nogen som helst form for hundesport, for at få lov til at købe hvalp hos mig.

Jeg forventer heller ikke, at hvalpekøbere leverer en detaljeret tidsplan for deres hverdagsliv. Eller viser bankudtog, der garanterer, at de kan betale kontant for en dyrlægeregning søndag nat.

Hvad jeg kigger efter, er familier*, der har gjort sig tanker om, hvad det betyder at have en springer i familien.

Jeg ønsker at Avida hvalpekøbere er familier, der har taget en beslutning om, at en springer passer ind i deres liv og hverdag. Familier som kan elske hvalpene endnu højere, end vi har gjort.

*familier er både enlige, par uden børn, par med børn, par med børnebørn etc.
– kort sagt; et eller flere mennesker, der er klar til at udvide familien med en springer.

hjem til kærlighed engelsk springer spaniel
Venteliste

Jeg fører ventelister og lukker for interesserede hvalpekøbere, når jeg har omkring 15 på listen.

Så snart hvalpene er født og jeg kender fordelingen af køn, giver jeg melding til alle på listen. Herefter ser jeg gerne, at de der står på ventelisten, hurtigt giver en tilbagemelding. Uanset om de ønsker at købe hvalp her hos mig, eller om de har fundet deres drømmehvalp et andet sted.

Når hvalpene er ca. 3 uger gamle, gennemgår jeg hvalpelisten igen og sikrer, at de der står på listen, stadig er interesserede.

Depositum

Pr. 2023 er jeg begyndt at tage depositum.

Det er en gensidig forsikring om, at vi har indgået en aftale som begge parter har ro i maven omkring.

Livet er foranderligt og uforudsigeligt. Det har jeg fuld forståelse for. Og skulle der ske noget der betyder, at man ikke længere har mulighed for at give en hvalp et godt og trygt hjem, så skal man ikke føle sig nødsaget til at tage en hvalp hjem af frygt for at miste penge.

Må jeg komme på besøg?

JA!

Faktisk håber og forventer jeg, at de kommende familier kommer på besøg.

Det er ikke altid, det lader sig gøre. Især ikke hvis man bor langt væk. Så tager vi bare de indledende og løbende snakke telefonisk i stedet.

Jeg har gennem tiden solgt hvalpe til alle dele af Danmark, til USA, Italien og Polen. Endnu har det kun været de udenlandske købere, der ikke har været på besøg, inden hvalpene var store nok til at flytte hjemmefra.

Det mest optimale er, hvis man har mulighed for at komme på besøg, inden hvalpene bliver født. Så lader man sig ikke charmere af små hvalpe, og dermed risikere at overhøre den indre stemme der siger, at det ikke er lige nu, man er klar til hvalp i familien.

Fra hvalpene er fyldt 3 uger, åbner vi dørene for hvalpekøberne. Det er dog ofte først når hvalpene er omkring 6 uger gamle, at de for alvor er sjove at besøge. På det tidspunkt er de langt mere aktive og interagerer på en helt anden vis.

Nogle gange puljer vi besøgene, så hvalpene ikke overstimuleres og vi i højere grad kan planlægge besøg efter, at hvalpene er vågne, når I kommer.

Besøg hos engelsk springer spaniel hvalp
Man må godt skrive sig op flere steder

Når jeg har planlagt en parring, melder jeg det ud til de, jeg allerede måtte have på venteliste, på min hjemmeside og på DKK’s side Købhund.dk.

Da man aldrig kan garantere hverken antallet af hvalpe eller fordelingen af køn, opfordrer jeg folk på udkig efter en springerhvalp til at skrive sig op flere steder. Det vil være synd at skulle bagerst i køen ad flere omgange, fordi der ikke kommer det køn, man har ønsker om.

I den forbindelse vil jeg understrege, at man som interesseret hvalpekøber naturligvis skal spille med åbne kort. Så fortæl opdrætterne det, hvis man har skrevet sig op andre steder.

Vær i god dialog med opdrætterne. Giv dem besked så snart I har taget en beslutning. 

Hvornår ved jeg, Hvilken hvalp der er min?

I de 8-9 uger der går, inden hvalpene er klar til at flytte til deres nye hjem, sker der utroligt meget i deres udvikling. Eftersom jeg er sammen med dem dagligt, har jeg en rigtig god fornemmelse af hver enkelt hvalps sind, temperament og viljestyrke. 

Som hvalpene bliver ældre, er der også skift i deres udvikling, og derfor venter vi med at fordele hvalpene til de er ca. 7 uger gamle. Naturligvis ud fra de ønsker, hver enkelt familie har til deres nye familiemedlem.

De ønsker bliver der allerede sat ord på ved vores første samtale. Når jeg er sammen med hvalpene, har jeg konstant tanker om og fokus på hver enkelt families drømme og forhåbninger til en ny hvalp. 

Som regel er jeg hurtigt nede på to hvalpe, jeg hælder lidt mellem, inden jeg tager det endelige valg. Hver eneste gang har det været de samme to hvalpe, som den nye familie også har haft øje på. Og når jeg sammen med familien gennemgår mine tanker og hvorfor mit endelige valg er blevet som det er, er det de samme tanker, de selv har gjort sig.

Der har altså aldrig været skuffelse eller uenighed, når hvalpene er blevet fordelt. 

Hvalp springer spaniel bondegård besøg socialisering
Når hvalpen hentes

Så snart jeg kender parringsdato, har jeg en ganske god idé om, hvornår hvalpene er klar til at flytte hjemmefra. Det kan selvfølgelig rykke sig et par dage. Det afhænger af, om tæven går de fulde 63 dage, føder før eller går lidt over tid.

Umiddelbart sigter jeg efter, at hvalpene flytter hjemmefra, weekenden efter de er fyldt 8 uger. I 2023 ser det ud til, at hvalpene vil være klar til at flytte hjemmefra omkring slut marts.

Jeg plejer at fordele afhentning udover dagen, så der er tid til at få dem sendt godt afsted. Som hvalpekøbere skal I nemlig både underskrive og have udleveret papirer.  Vi skal gennemgå pasningsvejledningen og hvalpepakke. Og så skal der være tid til at tale om alt det, der måtte ligge jer på sinde som nye hundeejere.

Jeg kan allerede nu advare om, at jeg har vældig let til tårer, når jeg skal sige farvel til hvalpene. Hvilket er så fjollet, for jeg ved jo så udmærket, at jeg har fundet de bedste hvalpekøbere. 

Ellers ville vi slet ikke være nået hertil.  

Springer spaniel hvalp sove hygge