Mit første møde med den engelske springer spaniel var i 1982, hvor min mor hentede Bardos Ullabella hjem fra Mogens og Birthe Hansen på Fyn. Jeg var 3 år gammel, og Sascha blev hurtigt en betroet kammerat. Hun fulgte med gennem flytninger mellem landsdele og ændrede forhold i familien, og hun var altid klar til at lægge ører til både barn- og ungdommens klagesange.
Sasha lagde fundamentet til interessen og kærligheden til den engelske springer. Alligevel skulle der gå fem år, fra hun sagde farvel i 1995, til jeg selv købte min egen første hund i 2000. Hunden, der kom til at lyde navnet Nushka, kom fra Kennel Sieger’s i Viborg og blev sendt derfra med stambogsnavnet Sieger’s Aida.
Egentlig var det ikke meningen, at Nushka skulle være så meget andet end en velopdragen hyggehund. Måske med en enkelt lydighedsprøve, eftersom jeg havde luret, at bestå sådan en ville give en titel på stambogen. Nushka endte med at få sin LP1 titel. Det var bare ikke hendes første, men hendes 21.
Min konkurrenceånd har klart været en af årsagerne til, at interessen for hundearbejde tog fart, men Nushka var uden tvivl en anden stor faktor. Det var på grund af hendes evner og medfødte instinkter, jeg fortsatte til træning, tog jagttegn, gik på markprøver, udstillinger og diverse prøver.
Med tiden kom flere hunde til og i 2012 tog jeg DKK’s opdrætteruddannelse og fik mit første kuld hvalpe på egen hånd under kennelmærket Avida. Frem til 2013 var der fuldt hus og en sofa fyldt med hunde, men grundet ændrede personlige forhold var tiden ikke til at kunne aktivere en springer spaniel korrekt, og hundeholdet blev stille og roligt afviklet.
Efter at have været uden hund i ca. 3 år, flyttede der igen springere ind i hjemmet i 2016.
Pt. har jeg Tinka hjemme, mens jeg delejer tre hund. De delejede hunde bor hos deres familier, og min aktie i hunden består alene af muligheden for at kunne gøre brug af dem i avl.
